Keyboardundervisning

Keyboardundervisning er en del af Randers Musikskoles undervisningstilbud. Keyboardet er en slags elektrisk klaver med mulighed for at tilsætte automatisk akkompagnement i venstre hånd, med rytmeboks etc.

Præsentation af keyboard

I instrumentet er der oftest indbygget højttalere, ligesom der er mulighed for at tilkoble hovedtelefoner, så man kan sidde og øve i fred.På nær begynderstoffet udvælges repertoiret i samråd med eleverne, og undervisningen tilrettelægges på alle niveauer - fra begynderen til den professionelle musiker.

Genremæssigt er næsten alt muligt: dansk og udenlandsk pop og rock, jazz, TV- og filmtemaer, latin-amerikansk musik, evergreens, lettere klassiske stykker, elevernes eventuelle egne kompositioner - kort sagt underholdningsmusik i videste forstand.

Gennem de praktiske musikalske eksempler udvider vi kendskabet til tangent- og nodenavne, fingersætning, becifring, akkompagnement, basgange, improvisation og professionelle tips.

Randers Musikskole har også et introtilbud for børn i 0-1 klasse kaldet klaverboblerne, som du kan læse om her.

Generel information

For at opnå et godt resultat, skal du være indstillet på at øve dig hjemme - gerne dagligt.

Har du brug for vejledning til køb af instrument, står læreren gerne til rådighed.

Du kan også supplere din undervisning ved at deltage i et af vores rytmiske orkestre.

Startalder: fra 7 år.

Undervisningsform: hold eller soloundervisning.

Undervisningsdag og tid aftales individuelt mellem lærer og elev.