Voksenband

Randers Musikskole tilbyder bandundervisning for voksne.

Præsentation af voksenband

Lever guitaren en lidt for stille tilværelse på væggen, trænger trommesættet til at blive støvet af, eller fik du aldrig helt taget hul på tilværelsen som rocksanger? - så har du nu chancen for at få gang i det hele igen.

Holdet bliver oprettet med udgangspunkt i "god musik" - rock, pop og det der ligner. Præcist hvilke numre det skal være, finder vi sammen ud af, når vi mødes på Musikskolen.

Undervisningen varetages af en erfaren sammenspilslærer.

Musikskolen stiller lokale, instrumenter og teknik til rådighed, men har du dit eget instrument, må du naturligvis gerne tage det med. 

Holdet bliver sammensat af musikskolen i passende instrumentering - det er efter princippet "først til mølle", så skynd dig, hvis du gerne vil have en plads.

Undervisningen består af 16 ganges sammenspilsundervisning af 90 minutters varighed. Derudover stilles lokale og instrumenter til rådighed til egen øvning for bandet i det samme tidsrum hver uge.

Bandet øver i alle musikskolesæsonens 36 uger. De 16 gange med underviser fordeles af musikskolen hen over året, i samarbejde med bandet.